Tendensen er, at indholdsproducenter involverer et bredere publikum og tænker flere medieplatforme og distributionsformer såsom web, tv, biograf, mobiltelefoner, spil m.m. ind i deres fortælling. Når der på den måde skal arbejdes på tværs af fag, brancher og landegrænser, er det nødvendigt at udvikle nye forretningsmodeller og at skabe nye netværk.
Det er netop den opgave, som det 3-årige EU-støttede projekt First Motion er sat til at løse frem til 2012. First Motion er et samarbejde mellem 11 partnere i Østersøregionen fordelt på syv lande. Filmby Aarhus er partner i projektet sammen med repræsentanter fra universiteter, filmbranchen og filmskoler. Projektets mål er at ruste den audiovisuelle branche i Region Nord- og Midtjylland til den digitale fremtid og skabe grobund for vækst i sektoren.
First Motion indsamler internationale erfaringer og viden, som vores lokale audiovisuelle miljø kan profitere af. En del af den viden og de test, som First Motion genererer, bliver synlige på den webbaserede platform ”Baltic Universe”, som er en nyudviklet samarbejds- og distributionsplatform for den nordiske og baltiske AV-branche.
Filmby Aarhus vil gennem First Motion lave en målrettet indsats for at tilbyde værktøjer, viden og netværk, så det potentiale, der ligger i den digitale medieverden bliver udnyttet. Samtidig er First Motion et af Filmby Aarhus’ internationale projekter, der imødekommer udviklingen og udbygger det internationale netværk.
First Motion er udviklet som et Interreg 4B projekt i Østersøregionen og vil modtage 75 % medfinansiering fra EU, hvis projektet godkendes af EU d. 16. september 2009.
Den samlede omsætning i projektet i hele Østersøregionen er 6 mio. €, hvoraf 1 mio. € er i Vestdanmark.
